Jeg vil starte med at citere noget fra sangen Everybody's Free (To Wear Sunscreen):
"The real troubles in your life are apt to be things that never crossed your worried mind; the kind that blindside you at 4pm on some idle Tuesday".
Nu er jeg kun 19 år, så dette vil indtil videre høre ind under "real trouble". Nej, jeg lavede ikke meget balade som mindre-årig.
Men jeg har oplevet lidt af det som det citat giver udtryk for; det du ved er sket, men alligevel ikke tror på.
Det giver en følelse som er svær at forklare, som er mærkelig at forstå og en følelse som er svær at tygge igennem.
Man forstår det nogengange i et split sekund, hvor man kan mærke alle følelserne bevæge på sig - men der går ikke længe før hjernen træder ind og fortæller en at det ikke er sandt. Mon dette er Freuds forsvars-teknikker? Ingen idé. Men jeg syntes det er direkte mærkeligt og en smule irriterende.
Det er sket, men jeg sidder som et modent og 19-årig spørgsmålstegn, som ikke ved hvad han skal sige eller spørge om. Jeg ved virkelig ikke hvad der sker, men på den anden side ved jeg det godt.
Fedt, jeg ved noget uden at vide hvad det er.
Er det normalt? Det kan jeg ikke svare på.
Jeg har aldrig rigtig snakket dybt med nogen som har oplevet det før - så jeg ved ikke hvad der sker. Jeg er ikke på forkant og det irriterer mig grænseløst. Jeg plejer at være på forkant med mine følelser og have tænkt tingene igennem, så jeg ved hvad der sker.
Jeg ved ikke om det er mærkeligt at skrive så dybt omkring sine følelser på en offentlig blog, men det hjælper bare. Der er bare noget omkring det at få det skrevet ned. Måske har jeg svært med at vise specielle følelser mund-til-mund. Tja, det er vel en af de ting jeg kommer til at tænke igennem i min lille tænkeboks som jeg kalder mit værelse.
Tja.. Rodet blog og gider ikke rigtig læse den igennem lige nu.
Christian /out
"The real troubles in your life are apt to be things that never crossed your worried mind; the kind that blindside you at 4pm on some idle Tuesday".
Nu er jeg kun 19 år, så dette vil indtil videre høre ind under "real trouble". Nej, jeg lavede ikke meget balade som mindre-årig.
Men jeg har oplevet lidt af det som det citat giver udtryk for; det du ved er sket, men alligevel ikke tror på.
Det giver en følelse som er svær at forklare, som er mærkelig at forstå og en følelse som er svær at tygge igennem.
Man forstår det nogengange i et split sekund, hvor man kan mærke alle følelserne bevæge på sig - men der går ikke længe før hjernen træder ind og fortæller en at det ikke er sandt. Mon dette er Freuds forsvars-teknikker? Ingen idé. Men jeg syntes det er direkte mærkeligt og en smule irriterende.
Det er sket, men jeg sidder som et modent og 19-årig spørgsmålstegn, som ikke ved hvad han skal sige eller spørge om. Jeg ved virkelig ikke hvad der sker, men på den anden side ved jeg det godt.
Fedt, jeg ved noget uden at vide hvad det er.
Er det normalt? Det kan jeg ikke svare på.
Jeg har aldrig rigtig snakket dybt med nogen som har oplevet det før - så jeg ved ikke hvad der sker. Jeg er ikke på forkant og det irriterer mig grænseløst. Jeg plejer at være på forkant med mine følelser og have tænkt tingene igennem, så jeg ved hvad der sker.
Jeg ved ikke om det er mærkeligt at skrive så dybt omkring sine følelser på en offentlig blog, men det hjælper bare. Der er bare noget omkring det at få det skrevet ned. Måske har jeg svært med at vise specielle følelser mund-til-mund. Tja, det er vel en af de ting jeg kommer til at tænke igennem i min lille tænkeboks som jeg kalder mit værelse.
Tja.. Rodet blog og gider ikke rigtig læse den igennem lige nu.
Christian /out
